Burger med bøf af kylling og mozzarella

Leder du efter en opskrift på lækre bløde burgerboller? Led ej videre! Ja jaa, tænker du måske. Det har vi hørt før! Jeg er så ofte blevet skuffet over en hjemmelavet burger, hvor det bare er ligesom om, at der er for meget brød og for lidt bøf… også selvom at bollen har været hjemmebagt. Men med denne opskrift, med inspiration fra Meyer, er du sikker på ikke at blive skuffet. Jeg sad nærmest med tanken, at der var for lidt brød, så lækre er disse burgerboller!
Jeg har brugt hvid fuldkornshvedemel, som er en ny kornsort, der siges at være fuldkorn, uden at det kan smages. Du får altså et brød, der mætter, uden at føles tung og fuldkorns-agtig. Win-win, ikke?
En god burgerbolle skal selvfølgelig serveres med lækkert fyld – det er da klart! I denne omgang er bøffen af oksekød skiftet ud med en lidt mere fedtfattig slags af kylling. Men lad mig lige påpege, at de kalorier, som der måske spares væk på kødet, tilføjes i form af den smeltede mozzarellamidte, så ingen mirakel-lynkur i denne omgang (desuden er du vist endt det forkerte sted, med mindre det er kageformen, du søger 😉 ). Men jeg lover, at disse burgere er hver evig eneste kulhydrat værd!
Jeg serverede burgerne med pesto, syltede rødløg, agurk, gulerod og peberfrugt.

 

Til 10 boller
Burgerboller:
Ingredienser: 
15 gram gær
2,5 dl lunken vand
100  gram hvid fuldkornshvedemel
7 gram salt
40 gram sukker
Ca. 300 gram hvedemel
40 gram blødt smør

Fremgangsmåde: 
– Opløs gæren i vandet
– Tilsæt fuldkornshvedemel og rør rundt
– Tilsæt salt og sukker og rør rundt
– Tilsæt hvedemelen og ælt dejen i ca. 10 minutter på røremaskine (hvis du ikke er den heldige ejer af sådan én, skal du altså virkelig have nogle muller, der siger spar to, hvis resultatet skal blive det samme – desværre!)
– Skær smøren i tern og tilsæt til dejen
– Ælt yderligere 5 minutter
– Stil dejen til hævning et lunt sted i ca. 1 time
– Tril 9 burgerboller og tryk dem lidt flade
– Lad hæve ca. 20 minutter
– Læg en bageplade oven på bollerne og lad dem hæve yderligere 1 time
– Pensl bollerne med A38 og drys eventuelt med blandede kerner
– Forvarm ovnen på 250 grader og bag bollerne i ca. 10 minutter

Til 4 bøffer
Bøffer:
Ingredienser:
400 gram hakket kyllingefars
1/2 tsk salt
1/2 tsk peber
1/2 tsk tørret basilikum
1/2 tsk tørret oregano
1/2 tsk tørret timian
1/2 tsk tørret hvidløg
4 spsk revet parmasan
Frisk mozzarella
4 spsk rasp

Fremgangsmåde:
– Bland farsen med salt, peber, hvidløg, krydderurter og 2 spsk parmasan
– Farsen deles i 4 portioner, som trykkes flade
– Læg en skive frisk mozzarrela i midten af farsen og luk kødet rundt om osten, så den er helt dækket
– Bland den resterende parmasan og raspen i en skål
– Vend bøfferne i raspblandingen og steg dem på en tør pande i ca. 4 minutter på hver side