Worth the carbs

Lav mad, der er alle kalorier og kulhydrater værd

Category: Frokost

Cremet rødbedesuppe med appelsin og røde linser

Rødbedesuppe

Nyt år, nye vaner?
Eller har du bare, som jeg selv, fanget dig en ordentlig omgang januar-forkølelse og trænger til et skud vitaminer?
Denne suppe er smuk, lækker og super sund – og så opfylder den de fleste af mine nytårsforsætter. Jeg har nemlig lovet mig selv, at jeg skal spise flere grøntsager, mindre kød, og i og med at jeg i dette øjeblik poster opskriften her på bloggen, opfylder den mit sidste (og måske vigtigste) nytårsforsæt: Jeg skal blive bedre til at dele de mange opskrifter, som jeg har nedskrevet i min lille notesbog, med jer!

Til to personer
Ingredienser: 
– Olie til stegning
– 3 skrællede kartofler
– 350 gram skrællede rødbeder
– 100 gram røde linser 1 løg
– 1 økologisk appelsin
– 1 hvidløg
– 1 tsk ingefær
– 1 grøntsagsboullion opløst i 6 dl kogende vand
– 1 knivspids cayennepeber

Fremgangsmåde:
– Varm olien op i en gryde
– Skær kartofler, løg og rødbeder i tern
– Steg grøntsagerne med linserne i et par minutter
– Tilsæt saft og skræl fra appelsinen, hvidløg, ingefær, boullion og cayennepeber
– Lad simre i ca. 30 minutter eller til linser og grøntsager er møre
– Blend til en cremet suppe og kog videre i ca. 5 minutter
– Suppen er klar til servering!

RødbedesuppeRødbedesuppe

Kalkun, bacon og avocado pizza

pizza

Denne pizza er ret anderledes end en pizza Margherita fra den lokale pizzamand – bunden er langtidshævet og fyldet er lidt specielt, men den er tilpas snasket og sprød.
Fyldet af bacon, kalkun og avocado leder tankerne hen på en clubsandwich. Har du smagt de der pizza-burgere, man kan få? Jeg har stadig min første pizza-burger til gode, men clubsandwich og pizza er altså bestemt heller ikke en dårlig kombination!
Jeg kunne sagtens ty til denne opskrift næste gang mine pizza cravings melder sig (… hvis jeg altså kan holde ventetiden på de 12+ timer ud)
Det er selvfølgelig lidt en ulempe, at menuen skal være besluttet allerede dagen inden, men det er virkelig al ventetiden værd!

Ingredienser:
Pizzadej: 
– 1/2 liter vand
– 10 gram gær
– 15 gram fint salt
– 200 gram fuldkornshvedemel
– 700-800 gram hvedemel

Fyld:
– Mayonnaise
– Revet parmesan
– Frisk mozzarella i skiver
– Kogt kalkun i strimler
– Sprødstegt bacon
– Rødløg i tyndskårne skiver
– Friskkværnet peber
– Frisk basilikum
– Avocado

 

pizza

Fremgangsmåde:
– Opløs gæren i vandet og tilsæt salt og fuldkornshvedemel.
– Tilsæt hvedemel lidt ad gangen til den er smidig og glat
– Ælt dejen i ca. 10 minutter
– Del dejen i 4 lige store portioner og lad hvile i køleskabet ca. 12 timer
– Tag dejen ud af køleskabet og lad hæve ca. 2 timer ved stuetemperatur
– Sæt en bageplade i ovnen og varm op til 300 grader
– Rul dejen til 4 pizzaer
– Smør bundene med mayonnaise, drys parmesan, fordel mozzarella, kalkun, bacon og basilikum på pizzaerne
– Skru ovnen nedpå 250 grader og bag pizzaerne én af gangen på den varme bageplade
– Skær avocadoen i skiver og fordel den på den bagte pizza

Burger med bøf af kylling og mozzarella

Burger med bøf af kylling og mozzarella

Leder du efter en opskrift på lækre bløde burgerboller? Led ej videre! Ja jaa, tænker du måske. Det har vi hørt før! Jeg er så ofte blevet skuffet over en hjemmelavet burger, hvor det bare er ligesom om, at der er for meget brød og for lidt bøf… også selvom at bollen har været hjemmebagt. Men med denne opskrift, med inspiration fra Meyer, er du sikker på ikke at blive skuffet. Jeg sad nærmest med tanken, at der var for lidt brød, så lækre er disse burgerboller!
Jeg har brugt hvid fuldkornshvedemel, som er en ny kornsort, der siges at være fuldkorn, uden at det kan smages. Du får altså et brød, der mætter, uden at føles tung og fuldkorns-agtig. Win-win, ikke?
En god burgerbolle skal selvfølgelig serveres med lækkert fyld – det er da klart! I denne omgang er bøffen af oksekød skiftet ud med en lidt mere fedtfattig slags af kylling. Men lad mig lige påpege, at de kalorier, som der måske spares væk på kødet, tilføjes i form af den smeltede mozzarellamidte, så ingen mirakel-lynkur i denne omgang (desuden er du vist endt det forkerte sted, med mindre det er kageformen, du søger 😉 ). Men jeg lover, at disse burgere er hver evig eneste kulhydrat værd!
Jeg serverede burgerne med pesto, syltede rødløg, agurk, gulerod og peberfrugt.

 

Til 10 boller
Burgerboller:
Ingredienser: 
15 gram gær
2,5 dl lunken vand
100  gram hvid fuldkornshvedemel
7 gram salt
40 gram sukker
Ca. 300 gram hvedemel
40 gram blødt smør

Fremgangsmåde: 
– Opløs gæren i vandet
– Tilsæt fuldkornshvedemel og rør rundt
– Tilsæt salt og sukker og rør rundt
– Tilsæt hvedemelen og ælt dejen i ca. 10 minutter på røremaskine (hvis du ikke er den heldige ejer af sådan én, skal du altså virkelig have nogle muller, der siger spar to, hvis resultatet skal blive det samme – desværre!)
– Skær smøren i tern og tilsæt til dejen
– Ælt yderligere 5 minutter
– Stil dejen til hævning et lunt sted i ca. 1 time
– Tril 9 burgerboller og tryk dem lidt flade
– Lad hæve ca. 20 minutter
– Læg en bageplade oven på bollerne og lad dem hæve yderligere 1 time
– Pensl bollerne med A38 og drys eventuelt med blandede kerner
– Forvarm ovnen på 250 grader og bag bollerne i ca. 10 minutter

Til 4 bøffer
Bøffer:
Ingredienser:
400 gram hakket kyllingefars
1/2 tsk salt
1/2 tsk peber
1/2 tsk tørret basilikum
1/2 tsk tørret oregano
1/2 tsk tørret timian
1/2 tsk tørret hvidløg
4 spsk revet parmasan
Frisk mozzarella
4 spsk rasp

Fremgangsmåde:
– Bland farsen med salt, peber, hvidløg, krydderurter og 2 spsk parmasan
– Farsen deles i 4 portioner, som trykkes flade
– Læg en skive frisk mozzarrela i midten af farsen og luk kødet rundt om osten, så den er helt dækket
– Bland den resterende parmasan og raspen i en skål
– Vend bøfferne i raspblandingen og steg dem på en tør pande i ca. 4 minutter på hver side

Hjemmebagte tortillas med kyllingesalat

Sommer i september? Skønt! Jeg nyder til fulde, at vejret endeligt er til vin på terrassen, bare ben og cykelture til stranden. Jeg tog sådan tortilla med kyllingesalat med ud i solen, og den smagte altså virkelig godt! Det er lidt en skam, at solen og det gode vejr har valgt at vise sig nu, hvor vi alle er startet på studie og job igen, men mon ikke en enkelt tortilla eller to i madpakken kan gøre dagen indenfor lidt nemmere?

Tortilla med kyllingesalat

Tortillas:
Ingredienser:
100 g hvedemel
100 g rugmel
1/2 tsk salt
1 tsk bagepulver
1 tsk stødt spidskommen
1 dl vand
4 spsk olie

Fremgangsmåde:
– Bland mel, salt, bagepulver, spidskommen, vand og 2 spsk olie
– Ælt dejen sammen
– Del dejen i 6 små kugler
– Rul kuglerne hel tynde
– Opvarm en pande med den resterende olie og steg tortilla-pandekagerne én af gangen (ikke for længe, da de så bliver for hårde og vil knække)
– Hold dem varme og bløde under et fugtigt viskestykke til de skal bruges

Kyllingesalat:
Ingredienser
200 g kylling
2 spsk olie
2 store gulerødder
1 lille squash
5 radiser
2 dl yoghurt naturel
2 spsk mayonnaise
2 spsk sennep
Salt, peber og friske krydderurter efter smag
6 blade iceberg

Fremgangsmåde:
– Vendt kyllingen i olien og steg den i ovnen, ved 200 grader, i ca. 20 minutter
– Når kyllingen er kølet helt af, pilles den fra hinanden i små stykker
– Riv grøntsagerne fint
– Bland yoghurt, mayonnaise, sennep, krydderurter og krydderier og vend kylling og grøntsager heri.

– Læg et salatblad på en tortilla og fyld med kyllingesalat – velbekomme!
Tortilla med kyllingesalat

Avocadosmør

Avocadoer er Guds gave til mennesket – dét er jeg sikker på! Det går lige i (mad)hjertet, når man får åbnet en helt tilpas moden avocado. Desværre er det bare alt for tit, at man bliver skuffet. Derfor vil nogen måske mene, at det er en skam, at bruge en af disse sjældne perfekte avocadoer til smør, men jeg gjorde det alligevel, og det endte ud i denne opskrift!
Smørret er super lækkert på en skive friskbagt brød, og kan altså ét eller andet, som ren avocado ikke kan.

Avokadosmør Avokadosmør

Ingredienser
-100 g smør
-1 moden avocado
-1 fed hvidløg
-Saft fra en halv citron
-Salt og peber

Fremgangsmåde
– Blend det hele sammen med en stavblender
– Put smørret i en form og lad det køle af

Kålfrikadeller – helt uden kød

KålfrikadellerKålfrikadeller

Jeg kommer fra en familie, hvor der sættes stor pris på et godt stykke kød. Om det er en velstegt steak, en mør oksesteg eller hjemmelavede frikadeller, er du altid sikker på, at middagen falder i god jord!
Jeg har været på weekend hos mine forældre, og er blevet forkælet med lækkert kød i lange baner. Og kager! Vi har holdt forsinket julefrokost og eftersom, at min familie er lige så vild med at lave (og spise) mad, som jeg er, blev det til 7 forskellige retter til hovedret og 4 lækre hjemmebagte kager til dessert.
Fedtdepoterne er i den grad blevet fyldt op, og nu er der brug for masser af grøntsager!
Det blev til en lækker salat med små kålfrikadeller. Hvis du spørger min far (eller min kæreste for den sags skyld) kan man bestemt ikke kalde frikadeller for frikadeller, hvis ikke de indeholder kød. Hvis du spørger mig er dette i den grad frikadeller (og endda en rigtig god en af slagsen)!
Vi spiste dem med en lækker grøn salat med hytteost og guacamole. Hvis man som min far ikke kan undvære kødet, kan man jo blot servere kålfrikadellerne som tilbehør.
De er (virkelig) nemme, sunde og LÆKRE!

Ca. 32 mini kål-frikadeller

Ingredienser
– 250 g hvidkål
– 1 bagekartoffel
– 1 løg
– 1 fed hvidløg
– 2 æg
– 2 spsk hvedemel
– 1 tsk karry
– 2 spsk revet ost
– Salt og peber

Fremgangsmåde
– Skær kål og kartoffel i små tern og kog dem møre
– Snit løg og hvidløg
– Blend kål, kartoffel, løg og hvidløg til en ensartet masse
– Tilsæt de resterende ingredienser
– Put massen i en sprøjtepose og sprøjt små frikadeller ud på en varm pande (Da dejen er ret klistret, kan det godt være svært at forme frikadellerne med en ske)
– Lad dem blive brune på begge sider
– Læg frikadellerne på en bageplade og sæt dem i en 200 graders varm ovn i 20 minutter.

KålfrikadellerKålfrikadeller

 

Lasagnemuffins

lasagnemuffinsLasagnemuffins

Da jeg havde lavet disse rødbederavioli til aftensmad den anden dag, var der en del pastadej tilovers, som jeg ikke ville lade gå til spilde, og da lasagne er en af mine absolutte livretter, besluttede jeg at ville bruge dejen til lasagneplader.
Når der er lasagne på menuen, betyder det som regel, at der er rester til madpakken dagen efter. Der er altså bare et eller andet vildt lækkert over daggammel lasagne – og hvis du spørger mig, skal den helst være kold.
Jeg droppede derfor idéen om lasagne til aftensmad og besluttede i stedet at lave disse lasagnemuffins, som er nemme at spise og derfor perfekte til madpakken.
Jeg giver her mit bud på lasagne, med en kødsovs fuld af grøntsager, men den kan selvfølgelig varieres i det uendelige!

Ingredienser 

Pastadej
Vær opmærksom på, at der er mere dej end nødvendigt. Brug evt. den resterende dej til rødbederavioli, eller lav halv portion. Dejen kan sagtens holde sig et døgn i køleskabet.

  • 350 g durummel 3 æg 
  • 1 tsk salt
  • 1 rødbede (hvis du hellere vil have helt almindelige lasagneplader undlader du blot rødbeden)

Lasagne:

  • 200 g oksekød
  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 6 gulerødder
  • 200 gram hvidkål
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 dåse tomatpure
  • Oregano
  • Timian
  • 1 karton mornaysovs
  • Mozarella

Fremgangsmåde
Pastadej

  • Skræl rødbeden og blend den til pure
  • Hæld mel ud på bordet og lav en fordybning i melet.
  • Hæld et æg i fordybningen og pisk det sammen med en gaffel
  • Begynd lige så forsigtigt at piske mel med ind i blandingen.
  • Tilsæt rødbedepure og salt, og pisk det sammen med æggeblandingen
  • Tilsæt de sidste æg på samme måde
  • Ælt til sidst dejen med hænderne til den bliver glat og elastisk.
  • Lad hvile på køl i 30 minutter.
  • Rul dejen helt tynd ud og udstik 12 cirkler (store nok til at gå op af kanterne i en muffinsform)
  • Pres en cirkel ned i hver sin form, så hele bunden og kanterne er dækket.
  • Af den resterende dej udstikkes 12 små cirkler, med samme størrelse som muffinsformene.
  • Stil til side og lav kødsovsen

Kødsovs

  • Hak løg og hvidløg fint, og svits det i en gryde
  • Tilsæt kød og brun det godt
  • Riv kål og gulerødder fint
  • Tilsæt de resterende ingredienserne og lad sovsen simre til den er tyknet

Samling af lasagnen

  • Lasagnepladerne som allerede er i muffinsformene fungerer som bund for lasagnen, så den er nem at spise med fingerene uden at det sviner
  • Læg et lag kødsovs, et lag morneysovs, og en af de små lasagneplade-cirkler
  • Tilføj endnu et lag kødsovs og et lag mornaysovs og top med mozarella
  • Bag ved 200 grader i 10-15 minutter
  • Lasagnemuffinsene skal køle helt af inden de slipper formen
    LasagnemuffinsLasagnemuffins

 

© 2017 Worth the carbs

Theme by Anders NorenUp ↑