Worth the carbs

Lav mad, der er alle kalorier og kulhydrater værd

Category: Morgenmad

Citrusgranola

citrusgranola

Det er endelig blevet fredag, og weekenden venter lige for døren. Jeg arbejder rigtig meget for tiden, og mine vagter starter ofte tidligt om morgenen. Det er ikke langsom morgenvækning og lækker morgenmad på sengen, der bliver prioriteret, når vækkeuret ringer kl 5.30. MEN i denne weekend har jeg fri, og det skal nydes til fulde!
Jeg har allerede her til morgen taget forskud på fridagene og lavet den lækreste citrus-granola. Det er hurtigt, nemt og lækkert at lave sin egen granola, og så bestemmer du helt selv, hvad du vil have i.
Jeg forsøger ihærdigt at undgå den klassiske efterårs-influenza, og propper mig selv med c-vitaminer for at styrke immunforsvaret. Måske det ikke nytter meget med den smule appelsin og citron, som er i denne granola, men det smager godt – og hvis det så også kan holde den irriterende influenza bare lidt på afveje, er jeg glad.

Ingredienser:
1 appelsin
1 citron
1/2 dl kokosolie
1/2 dl mørk sirup
1 dl honning
5 dl havregryn
1 dl quinoa
1 dl hel boghvede
1 dl grofthakkede mandler
1 knivspids salt
1 tsk vaniljesukker

Fremgangsmåde:
– Forvarm oven på 150 grader
– Skræl appelsinen og citronen og blend dem helt fint
– Smelt kokosolie, sirup og honning i en stor gryde og tilsæt appelsin- og citronsaften
– Hæld alle de tørre ingredienser i gryden og bland godt
– Fordel på en bageplade og bag i ca. 15 minutter
– Efter 15 minutter røres i granolaen, så kanterne ikke brænder på
– Bag yderligere 15 minutter
– Lad køle helt af, så du får lækre og knasende stykker müsli

 

Citrusgranola

Grove chokoladeboller

Chokoladeboller smager dejligt, men dem man køber i supermarkedet, er sjældent særligt sunde og så mætter de altså heller ikke ret meget. Der er gods i disse boller samtidig med, at du får stillet din chokolade craving.
Dejen satte jeg over i går aftes og 20 minutter senere, kunne jeg tage dejlige, varme chokoladeboller ud af ovnen. De var egentlig tiltænkt madpakken, men det var altså svært at holde fingrene helt fra dem. Skulle hilse at sige, at de fungerer ganske udemærket som morgenmad 😉

Grove chokoladeboller
Ca. 12 boller 
Ingredienser:
3 dl koldt vand
2 dl yoghurt naturel
25 gram gær
2 tsk salt
2 spsk sukker
150 gram musli
2 spsk chiafrø
100 gram rugmel
400 gram hvedemel
150 gram grofthakket chokolade

Fremgangsmåde: 
– Opløs gæren i vand og yoghurt i en stor skål
– Tilsæt salt, sukker, musli, chiafrø og rugmel og rør grundigt rundt
– Tilsæt hvedemelen lidt ad gangen (dejen skal stadig være klistret)
– Tilsæt tilsidst chokoladen og rør rundt
– Tildæk skålen med film og lad hvile i køleskab natten over (ca. 10 timer)

– Tænd ovnen på 220 grader
– Form bollerne med en ske og bag dem i den varme ovn i 15-20 minutter

Havrekager med rosiner

Havrekager med rosiner

Jeg er så heldig, at have et par ugers ekstra sommerferie, men min kæreste starter i skole i morgen, og derfor er dagen i dag blevet brugt på at lave lækre sager til at forsøde de lange skoledage.
Jeg er hverken vegetar eller veganer, men jeg kan sagtens følge nogle af de fordele, der er ved at skære ned for forbruget af animalske produkter. Derfor bliver der også oftere og oftere eksperimenteret med plantebaserede opskrifter i mit køkken, hvilket i dag resulterede i disse lækre og sunde(-re) kager  – perfekte til de de sene timer på uni.

 

Ingredienser: 
– 1/2 dl rugmel
– 1/2 dl hvedemel
– 2 dl havregryn
– 1/2 tsk natron
– 1/2 tsk bagepulver
– 1/2 tsk salt
– 1 tsk kanel
– 1 tsk vaniljepulver
– 2 spsk smeltet kokosolie
– 1 dl æblegrød
– 2 spsk sirup
– 1/4 dl HUSK
– 3/4 dl vand
– 1 dl rosiner

Fremgangsmåde: 
– Tænd ovnen på 175 grader varmluft
– Bland alle de tørre ingredienser
– Bland HUSK og vand, og lad det tykne
– Bland de resterende ingredienser (inklusiv HUSK-blandingen) med de tørre ingredienser og rør godt rundt
– Form 9 kugler og tryk dem lidt flade
– Bag i 15-20 minutter

Knasende müsli med kakao

Jeg kan ikke gå ud af døren, inden jeg har fået en god, stor morgenmad, men sommetider bliver havregryn altså bare kedelige! Denne müsli er propfuld af sunde ting, men smager så dejlig usund – hvad er der at sige nej til?
Prøv den af – jeg lover dig, at du ikke bliver skuffet.

Knasende müsli med kakao Knasende müsli med kakao

Ingredienser 
10 dadler
60 ml mørk sirup
2 spsk kokosolie
1 spsk tahini
200 gram hele boghvedekerner
70 gram havregryn
2 spsk chiafrø
60 gram quinoa
80 gram ren kakao
Salt

Fremgangsmåde
– Dadler, sirup, kokosolie og tahini blendes i en foodprocessor til en klistret masse og hældes i en stor skål
– Resten af ingredienserne tilsættes og blandes godt. (Det er nemmest med hænderne)
– Hæld massen på en bradepande, og bag i en forvarmet ovn i 15 minutter ved 120 grader.
– Efter de 15 minutter brækkes müslien i mindre stykker, og bages i yderligere 15 minutter.
– Lad müslien køle af til den er blevet til knasende små bidder.
– Spis den med mælk eller yoghurt.

Cashew butter

Cashew butterCashew butter

 

Det er næsten en dødssynd ikke at kunne lide peanut butter. Jeg er heller ikke særlig vild med bacon, og jeg er aldrig rigtig blevet grebet af Harry Potter, Ringenes Herre eller Starwars. Der er nok en del, der ville mene, at sådan én som mig kan man ikke stole på!
Men gør det nu lige alligevel, når jeg siger, at denne cashew butter er virkelig lækker (og efter min mening bedre end både peanut butter og bacon tilsammen!)
Den indeholder en hel del energi, men er helt sikkert alle kulhydraterne værd! Desuden har cashewnødder et højt indhold af blandt andet jern, fosfor og magnesium.
Jeg har tilsat en smule chiafrø, da jeg synes, at den måde, de knaser på, passer ret godt til de grofthakkede nødder. Og så er der jo nærmest ikke det, chiafrø ikke er gode for!
Hvis du sværger til peanut butter, synes jeg, at du skulle give denne cashew butter et forsøg! 🙂

Ingredienser
2 dl cashewnødder
1 spsk. smeltet kokosolie
1 tsk chiafrø
1 spsk kakaopulver

Fremgangsmåde

  • Hak 2 dl nødder i en minihakker.
  • Fortsæt lidt endnu… Nødderne bliver først til mel, og derefter til en klistret masse.
  • Tilsæt smeltet kokosolie, chiafrø og kakaopulver
  • Hak den sidste halve dl nødder groft og rør den i massen.
  • Hæld den på glas og sæt på køl (Det kan være svært at vente, men den er altså bedst, når den er kølet lidt ned. )

    Cashew butterCashew butter

© 2017 Worth the carbs

Theme by Anders NorenUp ↑