Worth the carbs

Lav mad, der er alle kalorier og kulhydrater værd

Category: Snacks

Dadelkugler med dulce de leche og pistacienødder

Dadelkugler med dulce de leche og pistacienødder

Du har garanteret lavet din egen dulce de leche før (og hvis ikke du har, er du virkelig gået glip af noget – så det er bare med at komme i gang!), men lad os lige genopfriske, hvordan du fremtryller den lækreste karamel med kun én enkelt ingrediens: kondenseret mælk. Det er så simpelt, men kan altså godt være lidt krævende (… tålmodighedskrævende… man skal veeente så længe på endelig at kunne smage på sagerne). Hvis du har mod på at sætte din tålmodighed på prøve, kommer her fremgangsmåden:
Du sætter en dåse kondenseret mælk i en gryde og fylder på med vand til dåsen er helt dækket. Herefter lægger du låg på gryden og holder vandet i kog i ca. 3 timer. Husk at sørge for at dåsen hele tiden er dækket med vand! Når de tre timer er gået, hælder du vandet fra og lader dåsen køle af i ca. en time, før du kan åbne og nyde karamellen.
Nå jamen.. Nu da du har fået lavet karamellen, synes jeg helt bestemt, at disse dadelkugler er et par skefulde karamel værd! Det tager ikke lang tid – i modsætning til kogningen af karamel! – at bikse sådan en omgang kugler sammen. Bløde, søde, pæne… jeg kunne blive ved med at komme med komplimenter til disse lækre sager, men jeg vil lade jer afprøve og bedømme selv.

Ingredienser:
15 mandler malet til mel
100 gram dadler uden sten
3 spsk usødet kakao
1 spsk smeltet kokosolie
2 spsk dulce de leche
2 spsk kokosmel
40 gram hakkede pistacienødder

Fremgangsmåde:
– Blend mandelmel, dadler, kakao og kokosolie i en foodprocesser til en ensartet masse
– Tilsæt kokosmel og halvdelen af de hakkede pistacienødder
– Ælt godt sammen med fingrene (massen er reeet sej, så det er altså ikke et arbejde en ske kan klare – desværre)
– Rul 10 kugler (eller flere små – det bestemmer man jo helt selv) og tril dem i pistacienødderne
– Stil på køl i ca. en times tid og nyd dem!

Dadelkugler med dulce de leche og pistacienødder

Lakridskugler

Hvis jeg skulle vælge mellem lakrids eller vingummi resten af mit liv, ville jeg uden tvivl vælge det sorte guld. Hvis du lige som mig heller ikke ville tøve længe med at svare LAKRIDS, vil du helt sikkert synes om denne opskrift på lækre bløde lakridskugler med en knasende chokoladeskal.

Lakridskugler

Ingredienser
90 ml piskefløde
50 g sukker
1 spsk lakridssirup
150 gram chokolade
Lakridspulver

Fremgangsmåde
– Hak 100 gram chokolade meget fint
– Varm fløden op og stil til side
– Smelt sukkeret i en gryde
– Rør den varme fløde i gryden med det smeltede sukker
– Hæld chokoladen i blandingen og rør til det er smeltet sammen til en ensartet masse
– Stil i køleskab til næste dag, så massen kan nå at blive stiv
– Tril små kugler af lakrids-karamel-massen
– Smelt den resterende chokolade og dyb kuglerne heri.
– Når chokoladen er stivnet lidt, tril kuglerne i lakridspulver

Hjemmelavede toffifee

Toffifee er en sikker vinder hos mig, og jeg havde svært ved at forestille mig at noget kunne være bedre end købeversionen, MEN jeg lod mig overraske.

Det er altid lidt sjovere, at kunne servere sine egne hjemmelavede godter, når der dukker gæster op, og når de så oveni købet smager meget bedre, ser jeg ingen grund til ikke at give sig i kast med denne simple opskrift (okay okay, det kræver lidt tid, og er ikke lige noget man går i gang med, når gæsterne banker på døren, men alligevel 😉 )
Hvis du nu så alligevel har et par pakker toffifee liggende, sørg for at gemme emballagen, til når du får tid til at lave dine egne!

Toffifee
Ingredienser

Karamel fra en dåse kondenseret mælk (pil mærkatet af dåsen og kog den i 3-4 timer, lad køle helt af inden brug)
150 g nougat
400 g mørk chokolade
Hasselnødder
Sukker

Fremgangsmåde
– Smelt halvdelen af chokoladen over vandbad, og tilsæt den resterende chokolade.
-Rør rundt til det hele er smeltet sammen og fyld “toffifee-formen” op med chokolade.
– Vent et minuts tid og hæld den resterende chokolade ud af formene, så der kun er “skallen” tilbage, og plads til at fylde nougat og karamel i.
– Fyld chokoladeskallen op med karamel
– Smelt nougaten, fyld den i en sprøjtepose (eller en lille plastikpose med hul i et af hjørnerne) og sprøjt den på toppen
– Smelt lidt sukker og vend hasselnødderne heri (pas på det er meget varmt!)
– Læg en hasselnød på hver toffifee, stil på køl, og vend chokoladerne ud af formen, når de er helt kolde
– Vigtigst af alt: NYD

Kokosstænger med karamel

Snaskede, knasende og liiidt sundere. Lyder det lækkert? Ja? Så prøv denne opskrift på kokostænger med karamel! Alle tre lag er lavet på plantebaserede ingredienser – altså helt laktosefrie og tilmed glutenfrie. Jeg hører ikke til kategorien af mennesker, der undgår al form for sukker, gluten og laktose, men når resultatet ender som dette, er jeg stor fan! Det skader jo ikke med sundere alternativer – så kan man jo snuppe en ekstra med lidt bedre samvittighed!
Ved et hurtigt kig på ingredienslisten ser den voldsom lang ud, men ved nærmere eftersyn vil du se, at mange af ingredienserne går igen. Faktisk består denne skønhed kun af 8 forskellige ingredienser – mange af dem står garanteret allerede i køkkenskabet – så det er bare med at komme i gang 🙂

Kokosstænger med karamel

Ingredienser
Kokosbund:
2 dl fintmalet kokosmel
en knivspids salt
3 spsk sirup
2 spsk kokosolie

Karamel:
3/4 dl mandler
1 tsk tahini
2 spsk sirup
2 spsk smeltet kokosolie
1 tsk vaniljepulver
En knivspids salt

Chokoladecreme:
2 spsk smeltet kokosolie
1 dl kakaopulver
2 spsk sirup

Fremgangsmåde

Kokosbund:
– Tænd ovnen på 175 grader, alm. ovn
– Beklæd en 8×8 cm form med bagepapir
– Blend alle ingredienserne sammen
– Pres massen i formen og bag den i ca. 15 minutter, eller til den er lysebrun
– Lad køle helt af

Karamel:
– Blend mandler og tahini til en ensartet, blød masse
– Hæld mandelmassen og de øvrige ingredienser i en gryde og lad det hele smelte sammen
– Lad karamellen køle lidt af, inden den hældes på den kolde kokosbund

Chokoladecreme:
– Rør kakao, kokosolie og sirup sammen til en glasurlignende creme
– Hæld den på kokosbunden med karamel, og lad stivne

Når de tre lag er kølet helt af (HELT af – det er svært at vente, men hvis ikke de er helt kolde, vil de flyde ud til siderne, når formen fjernes) fjernes formen og kagen skæres i passende bidder

Kokosstænger med karamel

Havrekager med rosiner

Havrekager med rosiner

Jeg er så heldig, at have et par ugers ekstra sommerferie, men min kæreste starter i skole i morgen, og derfor er dagen i dag blevet brugt på at lave lækre sager til at forsøde de lange skoledage.
Jeg er hverken vegetar eller veganer, men jeg kan sagtens følge nogle af de fordele, der er ved at skære ned for forbruget af animalske produkter. Derfor bliver der også oftere og oftere eksperimenteret med plantebaserede opskrifter i mit køkken, hvilket i dag resulterede i disse lækre og sunde(-re) kager  – perfekte til de de sene timer på uni.

 

Ingredienser: 
– 1/2 dl rugmel
– 1/2 dl hvedemel
– 2 dl havregryn
– 1/2 tsk natron
– 1/2 tsk bagepulver
– 1/2 tsk salt
– 1 tsk kanel
– 1 tsk vaniljepulver
– 2 spsk smeltet kokosolie
– 1 dl æblegrød
– 2 spsk sirup
– 1/4 dl HUSK
– 3/4 dl vand
– 1 dl rosiner

Fremgangsmåde: 
– Tænd ovnen på 175 grader varmluft
– Bland alle de tørre ingredienser
– Bland HUSK og vand, og lad det tykne
– Bland de resterende ingredienser (inklusiv HUSK-blandingen) med de tørre ingredienser og rør godt rundt
– Form 9 kugler og tryk dem lidt flade
– Bag i 15-20 minutter

Indbagte squash

Denne “ret”, eller hvad man nu kan kalde den, er en mærkelig størrelse. Den er hverken salt eller sød, men på den måde, er den god hvis man både har cravings for det salte og det søde.
Under mit udvekslingsophold i Spanien fik jeg noget lignende, og har arbejdet videre med opskriften. Kort fortalt er der tale om tynde skiver squash vendt i pandekagedej, stegt i olie, drysset med salt og spist med sirup. Lyder det underligt? JA! Men hvis du kan vende dig til tanken om den underlige sammensætning, er de overraskende gode, og et forsøg værd!

Indbagte squash Indbagte squash

Ingredienser
1 squash
2 æg
1 dl mælk
2 dl hvedemel
Olie til stegning
Salt
Sirup

Fremgangsmåde

– Skær squashen i helt tynde skiver (gerne med et mandolinjern)
– Put dem i iskoldt vand, mens pandekagedejen laves
– Æg, mælk og mel piskes godt sammen
– Tag squash-skiverne op af vandet og tør dem godt af i et stykke køkkenrulle
– Varm godt med olie op i en dyb pande
– Vend squash-skiverne i pandekagedejen og steg dem i olien
– Bag skiverne i en forvarmet ovn på 150 grader i ca 10 minutter, eller til de er sprøde.
– Drys lidt salt, og hæld lidt sirup på pandekagerene
– Servér mens de stadig er varme

Indbagte squash

Nøddebarer

Nøddebar  Nøddebar

Min kæreste er startet i skole igen, og så er det altså rart, at have lidt lækkert med i madpakken. Disse barer smager af en mellemting mellem muslibarer og banankage – hvilket er en helt fantastisk sammensætning!
Bananerne gør, at de forbliver bløde og får konsistens som banankage, og de mange nødder giver baren lidt bid.
Vi havde noget proteinpulver i skabet, som røg i blandingen, så kan de nemlig også gå for en snack efter træning. Det hjælper altid lidt på motivationen, at have noget lækkert at komme hjem til. 😉
Nem og hurtig snack, som kan varieres på mange måder, alt efter hvilke nødder og tørrede frugter man har til rådighed.

Ingredienser

  • 2 modne bananer
  • 1 spsk sirup
  • 1 dl proteinpulver
  • 50 g havregryn
  • 120 g hakkede blandede nødder (jeg brugte mandler, pistacie-, hassel-, cashew og jordnødder)
  • 75 g tørret frugt (eksempelvis rosiner og tranebær)

Fremgangsmåde:

  • Mos bananerne
  • Tilsæt resten af ingredienserne og bland det hele godt sammen
  • Beklæd en form med bagepapir og hæld massen heri
  • Pres massen ud, så den får en tykkelse på ca. 2 cm.
  • Bag ved 180 grader i 15 minutter
  • Lad køle af og skær til i passende størrelseNøddebar

 

Lasagnemuffins

lasagnemuffinsLasagnemuffins

Da jeg havde lavet disse rødbederavioli til aftensmad den anden dag, var der en del pastadej tilovers, som jeg ikke ville lade gå til spilde, og da lasagne er en af mine absolutte livretter, besluttede jeg at ville bruge dejen til lasagneplader.
Når der er lasagne på menuen, betyder det som regel, at der er rester til madpakken dagen efter. Der er altså bare et eller andet vildt lækkert over daggammel lasagne – og hvis du spørger mig, skal den helst være kold.
Jeg droppede derfor idéen om lasagne til aftensmad og besluttede i stedet at lave disse lasagnemuffins, som er nemme at spise og derfor perfekte til madpakken.
Jeg giver her mit bud på lasagne, med en kødsovs fuld af grøntsager, men den kan selvfølgelig varieres i det uendelige!

Ingredienser 

Pastadej
Vær opmærksom på, at der er mere dej end nødvendigt. Brug evt. den resterende dej til rødbederavioli, eller lav halv portion. Dejen kan sagtens holde sig et døgn i køleskabet.

  • 350 g durummel 3 æg 
  • 1 tsk salt
  • 1 rødbede (hvis du hellere vil have helt almindelige lasagneplader undlader du blot rødbeden)

Lasagne:

  • 200 g oksekød
  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 6 gulerødder
  • 200 gram hvidkål
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 dåse tomatpure
  • Oregano
  • Timian
  • 1 karton mornaysovs
  • Mozarella

Fremgangsmåde
Pastadej

  • Skræl rødbeden og blend den til pure
  • Hæld mel ud på bordet og lav en fordybning i melet.
  • Hæld et æg i fordybningen og pisk det sammen med en gaffel
  • Begynd lige så forsigtigt at piske mel med ind i blandingen.
  • Tilsæt rødbedepure og salt, og pisk det sammen med æggeblandingen
  • Tilsæt de sidste æg på samme måde
  • Ælt til sidst dejen med hænderne til den bliver glat og elastisk.
  • Lad hvile på køl i 30 minutter.
  • Rul dejen helt tynd ud og udstik 12 cirkler (store nok til at gå op af kanterne i en muffinsform)
  • Pres en cirkel ned i hver sin form, så hele bunden og kanterne er dækket.
  • Af den resterende dej udstikkes 12 små cirkler, med samme størrelse som muffinsformene.
  • Stil til side og lav kødsovsen

Kødsovs

  • Hak løg og hvidløg fint, og svits det i en gryde
  • Tilsæt kød og brun det godt
  • Riv kål og gulerødder fint
  • Tilsæt de resterende ingredienserne og lad sovsen simre til den er tyknet

Samling af lasagnen

  • Lasagnepladerne som allerede er i muffinsformene fungerer som bund for lasagnen, så den er nem at spise med fingerene uden at det sviner
  • Læg et lag kødsovs, et lag morneysovs, og en af de små lasagneplade-cirkler
  • Tilføj endnu et lag kødsovs og et lag mornaysovs og top med mozarella
  • Bag ved 200 grader i 10-15 minutter
  • Lasagnemuffinsene skal køle helt af inden de slipper formen
    LasagnemuffinsLasagnemuffins

 

Cashew butter

Cashew butterCashew butter

 

Det er næsten en dødssynd ikke at kunne lide peanut butter. Jeg er heller ikke særlig vild med bacon, og jeg er aldrig rigtig blevet grebet af Harry Potter, Ringenes Herre eller Starwars. Der er nok en del, der ville mene, at sådan én som mig kan man ikke stole på!
Men gør det nu lige alligevel, når jeg siger, at denne cashew butter er virkelig lækker (og efter min mening bedre end både peanut butter og bacon tilsammen!)
Den indeholder en hel del energi, men er helt sikkert alle kulhydraterne værd! Desuden har cashewnødder et højt indhold af blandt andet jern, fosfor og magnesium.
Jeg har tilsat en smule chiafrø, da jeg synes, at den måde, de knaser på, passer ret godt til de grofthakkede nødder. Og så er der jo nærmest ikke det, chiafrø ikke er gode for!
Hvis du sværger til peanut butter, synes jeg, at du skulle give denne cashew butter et forsøg! 🙂

Ingredienser
2 dl cashewnødder
1 spsk. smeltet kokosolie
1 tsk chiafrø
1 spsk kakaopulver

Fremgangsmåde

  • Hak 2 dl nødder i en minihakker.
  • Fortsæt lidt endnu… Nødderne bliver først til mel, og derefter til en klistret masse.
  • Tilsæt smeltet kokosolie, chiafrø og kakaopulver
  • Hak den sidste halve dl nødder groft og rør den i massen.
  • Hæld den på glas og sæt på køl (Det kan være svært at vente, men den er altså bedst, når den er kølet lidt ned. )

    Cashew butterCashew butter

Lakridssirup

Lakridssirup1
Lakridssirup er virkelig lækkert, og utroligt anvendeligt! Det kan bruges i stort set alle sammenhænge, men hvis du, som jeg, har forelsket dig i Johan Bülows version, ved du også, at det kan blive ret dyrt i længden, for når man først er begyndt, er det svært at stoppe igen. Jeg bruger siruppen på min morgenyoghurt, på is, i  kager, bagværk og smoothies – kun fantasien sætter grænser.
Alt fra Johan Bülow er simpelthen så lækkert, men der er altså noget ved hjemmelavet, som selv ikke engang lakridskongen kan slå – og så er den hjemmelavede version altså også en del billigere.

Ingredienser

  • 1 pose Piratos (ca 200 gram)
  • 5 dl vand

Fremgangsmåde

  • Hæld Piratos og vand i en gryde og lad det koge op.
  • Skru ned for varmen og lad blandingen småsimre i ca. 45 minutter, indtil lakridserne er rørt ud i vandet.
  • Sørg for at røre rundt i blandingen undervejs.
  • Hvis vandet fordamper for hurtigt, tilsæt blot lidt mere vand.
  • Lad siruppen køle af – den bliver tykkere og mere sirup-agtig, når den er helt kold.

Lakridssirup2Lakridssirup1

 

Ps. du kan jo eksempelvis bruge den i denne lækre galette med blommer, marcipan og lakrids

© 2017 Worth the carbs

Theme by Anders NorenUp ↑