Worth the carbs

Lav mad, der er alle kalorier og kulhydrater værd

Tag: tærte

Blåbærtærte med marengs

Blåbærtærte med marengs

Blåbærtærte med marengs

Jeg vågnede op til den klareste himmel og solopgangen, der oplyste hele Aarhus lige uden for mit køkkenvindue. Det var simpelthen så smukt, og det var den perfekte måde at vågne op på. Imens solen langsomt stod op, gik jeg i gang med at bage disse fine små blåbærtærter.
Lige om lidt får jeg besøg af en veninde, som jeg ikke har set længe. Jeg håber, at kagerne bringer lige så meget glæde hos hende, som hendes besøg bringer lykke hos mig.
Hav en dejlig dag!


Ingredienser: 

Tærtedej:
– 140 gram smør
– 80 gram sukker
– 1 æg
– 200 gram mel
– 50 gram mandelmel
– 1 tsk vaniliesukker

Mandelcreme:
– 100 gram blødt smør
– 100 gram flormelis
– 100 gram mandelmel
– 1 tsk maizena
– 2 æg
– 250 gram frosne blåbær

Marengs:
– 4 æggehvider
– 200 gram flormelis
– 1/2 tsk eddike

 

Fremgangsmåde:
Tærtedej:
– Smelt smør og sukker sammen i en gryde
– Tilsæt æg og rør godt
– Tilsæt mandelmel, mel og vaniliesukker og ælt godt sammen. (Dejen skal være meget blød)
– Form til en kugle og afkøl i køleskab i ca. en time
– Når dejen er kold, rulles den ud i ca. 3 mm tykkelse
– 12 cirkler stikkes ud, og lægges i bunden af 12 muffinforme
– Prik bundene og bag dem i ca. 10 minutter ved 180 grader
– Lad afkøle

Mandelcreme:
– Skær smørret i små stykker og pisk det med flormelis og maizena
– Tilsæt mandelmel og pisk til du får en ensartet masse.
– Hæld cremen i de 12 tærter og fordel blåbærene oven på.
– Bag i ca. 10 minutter ved 180 grader
– Lad afkøle

Marengs:
– Pisk æggehviderne stive i en helt ren skål
– Tilsæt flormelis og eddike og pisk til massen er glat og danner toppe.
– Fyld marengsen i en sprøjtepose og dekorér kagerne
– Bag marengsen i ca. 2 minutter under grill (men hold godt øje. Lige pludselig går det stærkt, og så er kagerne sorte!)

Blåbærtærte med marengs

 

 

 

Minitærter med blommer og rabarber

minitærter med blomme og rabarber

Efteråret har ramt os, og min fryser er fuld af bær og frugter fra sommerens høst. Det føles som om, at sommeren forlænges lidt, når der stadigvæk er mulighed for hjemmedyrkede lækkerier – også selvom de allerede har været frosset ned i et par måneder.
Til disse små hapsere brugte jeg både rabarber og blommer, som tilfører en syrlighed til den ellers meget sukkerholdige kage. Jep, den er ikke sund! I er advaret – men så er det jo godt, at tærterne er så små, at de næsten ikke tæller med i regnskabet!

God bagelyst!

Ca. 10 små tærter
Ingredienser: 
125 gram hvedemel
80 gram koldt smør
1/2 sammenpisket æg
1,5 spsk flormelis
En knivspids salt
100 gram rabarber
100 gram blommer
80 gram brun farin
2 tsk kanel
55 gram smør

Fremgangsmåde: 
– Smuldr smør i hvedemelet, så det ligner rasp
– Tilsæt flormelis og salt, og saml hurtigt dejen med ægget
– Stil på køl i ca. 1/2 time
– Kog rabarber og blommer møre i en gryde
– I en anden gryde smeltes brun farin, kanel og smør sammen
– Rul den kolde tærtedej ud, og udstik 10 små cirkler, som passer i bunden en en muffinform
– Forbag bundene i ca. 10 minutter i ovnen, mens den varmer op til 200 grader
– Fordel blommer og rabarber på bundene og hæld massen af farin og smør over
– Bag i ca. 20 minutter
– Lad køle helt af

minitærter med blommer og rabarber

© 2018 Worth the carbs

Tema af Anders NorenOp ↑